De glemte historier
Ole Sønnichsen har specialiseret sig i at grave i nogle af de begivenheder
og personer, der forsvandt ud af danmarkshistorien og blev glemt af de fleste. Med Oles bøger får
de fortællinger nu nyt liv.
Læs videre
Farlig Mand - Den danske stasispion
FARLIG MAND er den dokumentariske fortælling om en af Stasis vigtigste danske spioner. Det er et hidtil ufortalt stykke Danmarks- og koldkrigshistorie, og bogen er baseret på omfattende research i Stasis arkiver. Det er også lykkes forfatterne at få venner, fjender, ofre og nær familie til hovedpersonen i tale – flere af dem udtaler sig for første gang.
I 1983 føres den kendte danske journalist Flemming Sørensen til anklagebænken i Düsseldorf under stor bevågenhed. Han er tiltalt for spionage for det østtyske diktatur. Sørensen erklærer sig uskyldig, og en næsten samlet dansk og vesttysk offentlighed stiller sig bag ham. Anklagen bliver kaldt paranoid, og sagen falder fra hinanden. Flemming Sørensen går fri.
Men hans forsvar er bygget på en løgn. Flemming Sørensen har i to årtier været spion for Stasi. Hans hemmelige arbejde som stikker har sendt talrige mennesker i fængsel, og han har udspioneret og udleveret oplysninger om hundredvis af personer og institutioner i både Danmark og Vesttyskland.
Det sidste gidsel
Den 2. august 1990 invaderede irakiske soldater på befaling af diktator Saddam Hussein oliestaten Kuwait og indlemmede landet i Irak.
Invasionen betød, at op mod 100 danskere gennem efteråret 1990 blev holdt som gidsler i både Kuwait og Iraks hovedstad Bagdad, mens deadlinen for en amerikanske-ledet krig mod Hussein nærmedes sig. Nogle valgte at blive i Kuwait - fx 39-årige Liselotte Hertz, der gik ind i undergrundsbevægelsen - mens andre drog i konvoj til Bagdad og samlede sig på et stort hotel. Det fik udenrigsministeriet til at sende en specialtrænet medarbejder til Bagdad for at lære danskerne at flygte eller i det mindste gemme sig i ørkenen. Senere
rejste tidligere statsminister Anker Jørgensen til Irak og fik 16 af gidslerne med hjem under stor mediebevågenhed.
Heldigvis besindede dikatoren sig og sendte de fleste gidsler hjem inden jul. Og til sidst var der faktisk kun et udenlandsk gidsel tilbage Irak - den danske ambassadeattache Mogens Pedersen. Ham ville irakerne ikke lade gå, og mens amerikanerne forberedte krigen, sendte Danmark påny specialisten Mads Sandau-Jensen til Bagdad. Han skulle sammen med kommunikationseksperten Tine Astrupgaard i en hemmeligstemplet mission smugle Mogens Pedersen ud af Irak og få ham hjem til Danmark i sikkerhed. Remedierne endte med at blive en hvid stationcar, en omsyet postsæk og en lille hundehvalp ved navn Saddam.
DET SIDSTE GIDSEL er en dramatisk, hæsblæsende og sand beretning om at blive fanget på den forkete side af linjen i en international storkonflikt og finde håbet om overlevelse midt i uvisheden om, hvad fremtiden som gidsel bringer. Bogen er baseret på intensiv research i historiske kilder samt talrige interviews med de danske gidsler, heriblandt de tre hovedpersoner Mads Sandau-Jensen, Mogens Pedersen og Tine Astrupgaard.
Rejsen til Amerika
Mellem 1850 og 1920 udvandrede ca. 350.000 danskere - godt og vel 10 procent af den daværende danske befolkning - til Amerika for at starte sig et nyt liv. Nogle drømte om en ny begyndelse med frihed, rigdom og lykke. Andre flygtede fra ulykkelige tragedier eller en fortid på den forkerte side af loven. Andre igen håbede på, at de kunne føre en religiøs levevis, som der ikke var plads til i Danmark.
REJSEN TIL AMERIKA er migranternes historie; en fortælling om store forventninger, hårdt slid, stædighed, falske forhåbninger og - for nogles vedkommende - opfyldelsen af den amerikanske drøm.. Det er en dokumentarisk fortælling stykket sammen af breve, dagbøger, erindringer, artikler, illustrationer, fotos og anden research i USA, Tyskland, England og Danmark.
REJSEN TIL AMERIKA udkom første gang som et tobindsværk i 2013 og 2015. Denne version er en sammenskrevet version af de to bind. Dengang skrev anmelderne bl.a.:
"Et uvurderligt bidrag til den del af dansk historie, der udspiller sig oversøisk." Information
"Bevægende." Politiken (fem hjerter)
"Mage til vilde skæbner skal man lede længe efter." Weekendavisen
"Smukt og fængslende." Fyens Stiftstidende
One Dollar Man
Den utrolige historie om danskeren, der ændrede Anden Verdenskrig
Den 24. maj 1940 ringede telefonen hos William Knudsen på kontoret hos General Motors i Detroit. I den anden ende var den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt på en linje fra Det Hvide Hus. Han havde brug for en mand, der kunne stille sig i spidsen for den amerikanske produktion af krigsudstyr - også selv om lønnen kun var på symbolske 1 dollars om året. Og præsidenten havde kun én kandidat til jobbet: Danskeren.
Og sådan gik det til, at William S. Knudsen blev ”The One Dollar Man” og den højeste dekorerede civile nogensinde i den amerikanske hær. Det er fortællingen om cykelsmeden, der udvandrede fra København i 1900 og kæmpede sig op fra bunden af det amerikanske samfund, viste stort talent for at organisere, satte samlebåndsproduktionen i system hos Henry Ford, blev øverste direktør for konkurrenten General Motors med 250.000 ansatte, var en af USA's bedst betalte erhvervsledere i 1930erne - og altså endte i spidsen for 11 millioner arbejdere på 1.200 amerikanske fabrikker, der var med til at vende de allieredes krigsheld, da USA trådte ind i Anden Verdenskrig. William S. Knudsens produktionstalent var ganske enkelt med til at afgøre Anden Verdenskrig, siger historikerne – og den medrivende historie om den amerikanske drøm fortæller forfatter og journalist Ole Sønnichsen i ord og billeder.
Fremragende ... indsigtsfuld erhvervsbiografi - Jyllands-posten (fem stjerner)
En meget læseværdig biografi - Berlingske (fire stjerner)
Man er godt underholdt - Politiken (fire hjerter)
Velresearchet ... let læst - Weekendavisen
Et spændende og sympatisk menneske - Kristeligt Dagblad
Inspirerende. Budskabet er ikke til at tage fejl af - Børsen
En uhyre vellykket og letlæst bog - Litteratursiden
En absolut læseværdig bog - InsideBusiness